Digitalt TV – hvad du bør vide om det digitale sendenet, konsekvenser, muligheder og seneste nyt om digitalt TV.
Det gamle, analoge tv-signal blev slukket natten til den 1. november 2009. Nogen oplevede derefter, at deres tv kun kunne vise ”sort skærm”. Dette kunne løses på mange forskellige måder, som vi vil se på her, hvor vi beskriver digitalt tv.
Måske kan man løse problemet med den sorte skærm ved at indkode sine tv-kanaler igen.
Ellers er der andre muligheder.
Som det første kan man beholde sit nuværende tv med billedrør og købe en modtagerboks, der sluttes til tv’et. Sådan kan man gøre, hvis man vil investere i så lidt som muligt.
En anden mulighed er at købe en fladskærm med indbygget modtager.
Som en tredje ting kan man vælge at droppe den gamle, analoge antenne og modtage tv-signalet på en ny måde via kabel, parabol eller bredbånd.
Hvilke digitale standarder er der til digital tv?
De mange tekniske betegnelser fra den digitale verden kan være svære at forstå. Vi har samlet de vigtigste af dem neden for, så du kan få styr på de forskellige betegnelser indenfor digitalt TV.
DVB-T: Hvis du modtager digitalt tv via egen antenne. DVB-T betyder ”Digital Video Broadcast Terrestial”.
DVB-C: Til dig, der modtager tv via kabel. DVB-C betyder ”Digital Video Broadcast Cable”
DVB-S: Hvis du modtager tv via parabol. Forkortelsen betyder: ”Digital Video Broadcast Satellite”.
MPEG: Standard for det digitale tv-signal. Tv-signalet komprimeres, så det fylder mindst muligt på vej fra tv-udbyder til den digitale modtagerboks. Sådan bliver der plads til så mange kanaler som muligt, og i øjeblikket opereres der med to standarder, MPEG-2 og MPEG-4.
Ifølge en indgået politisk aftale bliver der fra 2012 slukket for MPEG-2-signalet. Hvis man ønsker at se de gængse tv-kanaler og Boxer TV, skal man skifte til en MPEG-4-boks, når MPEG-2-signalet slukkes.
Da vi i Danmark overgik fra det analoge til det digitale tv-signal, gik overgangen nemmere, end vi havde forestillet os.
I forhold til andre lande som Sverige og Finland gik forløbet næsten gnidningsfrit for Danmark, og det skyldes en god forberedelse fra vores side.
I Danmark var det kun 1,8 % af seerne, der ikke var klar til det nye, digitale tv-signal.
Det har været et bredt samarbejde mellem de danske virksomheder og organisationer, og der blev solgt mange modtagerbokse og fladskærme med indbyggede digitale modtagere. Pga. informationskampagnen var der ikke mange, der ringede efter hjælp til at få tv-udstyret til at virke, men der var dog enkelte modtagerbokse og tv-apparater, der voldte kunderne problemer. Nogle af disse problemer kunne løses med softwareopdateringer.
Hvad skal jeg gøre for at modtage digital tv?
Digitalt tv via antenne: Kræver en TV2-antenne samt en modtagerboks. En nem og billig løsning.
Kabel-tv, parabol og bredbånd: Kontakt din udbyder for nærmere info.
Fællesantenne: Der er cirka 6000 antenneforeninger i Danmark, og mange af disse er også berørt af overgangen fra analog til digitalt tv.
En antenneforening kan fx være en andelsboligforening eller et byområde, der er gået sammen om at hente tv-signalerne ned til foreningens medlemmer. Nogle antenneforeninger modtager DRs tv-signaler via analoge antenner, mens andre anvender andre kanaler, som de henter via kabel eller satellit.
Kontakt din antenneforening for nærmere info.
Hvilke fordele er der ved digitalt tv?
Det startede med, at Politikerne på Christiansborg besluttede, at vi i Danmark skulle have digitalt tv med den begrundelse, at danskerne skulle have et større tv-udbud og bedre billedkvalitet.
Det er dog en international beslutning, der dannede baggrunden for beslutningen, et EU-direktiv, og Danmark var faktisk et af de sidste lande, der gik over til at sende digitalt tv.
Ud over den bedste billedkvalitet er der fra politikernes side også et ønske om at øge konkurrencen på markedet, og en ny spiller på markedet er Boxer TV, der tilbyder danskerne ca. 29 nye tv-kanaler
Fri adgang til 9 danske kanaler
Med digitaliseringen har danskerne fået fri adgang til 9 digitale tv-kanaler, der rammer meget bredt.
Disse kanaler er: DR1, DR2, TV2 og TV2-regionerne samt de tegnsprogstolkede nyhedsudsendelser fra DR og TV2, som kan modtages med en MPEG-2-modtagerboks.
Derudover kan man se DR Ramasjang, kulturkanalen DR K, DR Update, HD-kanalen DR HD, og live tv fra Christiansborg på kanalen “Folketinget”, hvis man investerer i en MPEG-4-boks, og Boxer TV er også en mulighed med en MPEG-4-modtagerboks.
Vi håber, du har dannet dig et godt overblik over, hvad digital tv er for en størrelse.